Skovly´s Historie

SKOVLYS HISTORIEBOG:
Læs Verner Olsen og Jytte Kyndes sjove beretninger om årene der er gået.

HF Skovly – 1. afsnit: 1953-54
En kold og sur vinteraften i december, hvor alle normale mennesker kun tænkte på julehygge og marcipan, holdt en lille gruppe mænd fra Skoleparken et vigtigt møde på Gl. Holte Kro.
De tænkte underligt nok på sommer. De ville have kolonihaver, og det skulle være i gåafstand fra Skoleparken. Kommunen viste sig overraskende at være positivt indstillet og pegede på en gammel frugt- plantage, der lå på Kohavevej 74. De gik i forhandling og for 72.000 danske kroner blev området købt af den lille gruppe mænd. Mange penge og en stor beslutning. Haveforeningen Skovly var født.
Den 3. maj 1954 holdt man sti ende generalforsamling, og her blev foreningen første regler og love ved- taget.
“Enhver hæderlig mand eller kvinde kan optages”
“Bestyrelsens møder honoreres med 10 kr. pr. møde”
“Kassereren må ikke have større kontant kassebeholdning end 200 kr”
“Udbringelse af latrin og lignende må kun nde sted mellem kl. 21 a en og 8 morgen” “Alle huse skal holdes i ordentlig og sømmelig stand”
“Tøjtørring må kun nde sted på hverdage”
“Fremmede børn tilstedes kun adgang i følge med voksne. Skydning forbudt!”
Så kom er ellers gang i de små haver og i hele området. Der blev anlagt veje og hække, og så kom der san- delig elektricitet til Skovly. Skovly k ny formand, den legendariske Erling Ørum. Han var en haveelsker og havekunstner af dimensioner. Hans have blev befolket med sjældne og smukke vækster, som Ørum ikke hentede på planteskolen. men som han snakkede og smigrede sig frem til hos andre havemennesker. Hans have blev et kunstværk med tiden. Samtidig var han handlingens mand, og som ingeniør ansat ved Nesa havde han ngeren på pulsen. Han insisterede på brede veje og selvfølgelig el. Der skulle være frem- tid i Skovly.
Der blev bygget overalt, og der var regler, som man skulle rette sig e er. Husene måtte ikke være over 10 m2, og de skulle helst ligne hinanden. Man enedes om at bygge et lille hus med tre gange ‘das’, så kunne beboerne fra de 50 haver hygge sig lidt på rad og række. Else tog sig af at holde de tre a rædelser, og det gjorde hun perfekt. Man medbragte selv toiletpapir, og Else ferniserede sæderne en gang om året. ‘Nat- manden’ kom to gange om ugen og hentede spandene og kørte dem væk.
Der blev puslet i haverne. Stort set alle havde nyttehaver og mange ottede sig også med prydhaver, ikke mindst Ørum, der satte små metalskilte med navnene på latin på de ne planter. Skovly var blevet medlem af Kolonihaveforbundet, og de sendte en konsulent, hr. Mosegård, til bedømmelse af haverne. Der var præmieuddeling for de smukkeste og mest velholdte haver. Behøver vi at sige, at Ørum rendte med mange førstepriser!
Der var vandhaner ud for hver parcel, og mange k lagt vand ind i de små huse. Det var over adevand, derfor blev der åbnet for hele havekolonien 1. april og lukket igen den 1. oktober.
I det tidsrum måtte man godt bo i husene men ikke udenfor den afmålte tid. Det var naturligt nok for uden vand og latrin, var der ikke så meget sjov ved de 10 kvadratmeter.
Det var dengang Skovlys bestyrelse var en autoritet. Man var selvfølgelig “De’s” og oppe på dupperne, når bestyrelsen gik på kontrolvandring. Hvis hr. Ørum og den øvrige bestyrelse fandt ukrudt langs vejene vankede der påtale. Det blev også hr. Ørum, der jordede ønsket om at oprette et marketenderi. Man havde ellers kig på Elses store grund og mente, at halvdelen kunne bruges til et sted med hygge og bægerklang. NIX sagde formanden, og sådan blev det!

HF Skovly – 2. afsnit: 1962-63
I 1962 købte familierne Olsen og Holdager haver i Skovly. Verner og Tove måtte betale 13.000 kr for ha- ven – uden hus. Bent Holdager måtte ryste op med 25.000 kr, men så var det med hus.
Der var nu gået 10 år siden sti elsen, og alle haverne var omkranset at ligusterhække. De blev klippet en gang om året af en lille havemand og foreningen betalte. Når der var meget arbejde gav det lokale post- bud et nap med mod betaling. Haverne var nu tilgroede med smukke vækster og der var fugle øjt og lykke i paradiset. Men selvfølgelig var der en slange, man kunne kalde det en vandslange.
Vejret i 1963 lignede til forveksling 2011. Det regnede og regnede og omkring 1. december stod vandet højt både i Holdager og Olsens have. Noget var helt galt for vandet blev ved med at stige. Det var kun en cm. fra at løbe ind i huset, så hver morgen spurgte Verner Tove “har det regnet i nat?”. “Ja, en lillebitte smule” var Toves diplomatiske svar. Verner k fat i formand Ørum og alarmerede ham. Svaret kom klart og uden den store medfølelse fra Ørum: “Du har nok knust et dræn, da du byggede på din grund”. Så måtte Verner på detektivarbejde, han havde ikke hørt om dræn tidligere, så hvem havde lagt dræn, og HVOR? Verner fandt frem til den tidligere plantageejer, som kunne henvise til kloakmesteren, der lykke- ligvis stadig havde tegninger over, hvor man havde lagt dræn. Så kom nemesis. De vigtige dræn, som sikkert var dem, der lækkede, lå i Ørums have. Det havde nær koster hr. Ørum en hjertekvababbelse, da Verner mødte op med tegninger, der klart viste, at skulle drænene repareres, så måtte Ørums have graves op. “Hvad skal vi gøre???”, spurgte den ligblege hr. Ørum. Nu var problemet blevet et fælles anliggende. Der blev tænkt, men først k Verner fat i en industripumpe, der kunne erne 70.000 liter vand i timen. Den blev sat i gang og pumpede på livet løs, og vandet blev ledt ned i en kloak. Men ak, slangen vristede sig løs fra kloakken og alt vandet havnede i genboens have. Han k den december 70.000 liter vand ind i haven. Glædelig jul.
Den eneste varige løsning var dyr. Der måtte lægges en drænrør i vejen fra Olsen/Holdagers haver hele vejen op ad Kirsebærvej til Vejdamsrenden, en å der løb, hvor parkeringspladsen er i dag. I december måned blev der knoklet og ået veje op, og man nåede det lige, inden frosten gik i jorden. Så var prob- lemet løst, men hvem skal nu betale?
Mange af haveejerne syntes, at det var ‘synd’ for de to nye , der selvfølgelig skulle betale regningen. Det gav en del kommentarer. Så kom generalforsamlingen, hvor der var bestyrtelse over, at det kostede 49 kroner at få repareret lågen ved indkørslen. Det var da alt for dyrt, og det diskuterede man frem og til- bage i over en time. Næste punkt på dagsordenen var de 3000 kroner for drænet, og så skete det mærke- lige. Den sag øj lige igennem uden diskussion og brok. Vedtaget, og så var det hjem til frokost i de små huse. Den gang holdt man generalforsamling søndag fra kl. 10-12, så de knurrende maver har sikkert gjort udslaget.
Parkeringspladsen og indkørslen lå, hvor Jon nu har have. Der var en stejl indkørsel fra Kohavevej, som man ikke kunne komme op ad om vinteren. Dengang var der ikke ret mange biler, så der var god plads på det lille parkeringsareal. Så meget at man brugte den som a aldsplads. Stedet hvor man kunne smide sit storskrald. Der lå gamle sofaer og alt det vi i dag kalder ‘stort og småt brændbart’. Og brændbart var det sandelig. Hvert år til Sankt Hans blev det hele futtet af, så var stemningen anslået. Charles – Elses mand – holdt orden på pladsen og sikrede, at man ikke futtede husene af.
Sådan var det i 1962/63.

HF Skovly – 3. afsnit: Ercopharm 1974
I 1974 lød der ingen alarm ved ord som ‘klima’ og ‘forurening’. Jo, man vidste godt, at forurening var noget, man ikke skulle have, men sammenlignet med i dag, var det kun de vakse, der var på vagt. I Skovly var der heldigvis ere ‘vakse’. Klaus og Julie var naboer til fabrikken Ercopharm, hvis oplagsplads lå lige på den anden side af deres hæk. Der var en stank så slem, og den føltes gi ig. Gennem hækken så de, at der direkte på jorden lå en masse tønder, som lækkede. De gik ind til nabo rmaet for at tale med dem og klagede samtidig til Søllerød kommune. Kommunen forlangte, at der skulle lægges fast underlag under tønderne. Så måtte det vist være i orden! Men det hjalp ikke på stanken, den var ulidelig. Så undersøgte de gode Skovlyfolk, hvad Ercopharm arbejdede med. Det viste sig, at de brugte det meget gi ige stof digi- talis til fremstilling af hjertemedicin, men det lugtede ikke, selvom det var farligt nok. Det der lugtede var sto er som triclorethylen, som kan give alvorlige hjerneskader.
Søllerød kommunes miljøchef mente, at problemerne var løst med det faste underlag under tønderne. Men Skovly beboerne gav ikke op. Man kontaktede grundejerforeningen på den anden side af Skel- stedet, og det viste sig heldigt nok, at her boede ere miljøfolk i deres dyre huse. Sammen henvendte
man sig til Danmarks Radio, som tog sagen op. Journalist Bill Rathje blev manden, der gravede e er facts, gravegruppe – som det hedder i vore dage, og så blev kommunen klar over, at Skovly-sagen ikke kunne arkiveres. Det førte til en høring i ernsynet, hvor Søllerød kommune, Ercopharms direktør og repræsentanter for Skovly debatterede sagen. Resultatet af TV-interventionen blev, at Søllerød kommune satte gang i en grundig undersøgelse. Nu kan undersøgelser jo tage sin tid, men pludselig skete der noget! Skovly’s beboere vågnede kl. 8 morgen til højtalervogne, der kørte rundt i hele området og fortalte folk, at de skulle holde sig indendørs og lytte til radioens program 1.
Der var udslip af digitalis fra Ercopharm.
Nu var det jo soleklart, at Skovly havde en farlig nabo. Søllerød kommune mente dog ikke, at det var
et farligt udslip, men man anbefalede, at der ikke blev dyrket grønsager i Skovly indtil videre. Prøverne viste åbenbart, at der var ting og sager i jorden. Men her sluttede sagen heller ikke. Søllerød kommune indkaldte til borgermøde med beboere, borgmester, miljøchef og Ercopharms direktør. Kommunens miljøchef forsøgte med henvisning til regulativer og forordninger at bevise, at alt var lovligt og i orden. Men den gik ikke. Skovly gruppen og ikke mindst naboerne de universitetsuddannede miljøspecialister var godt rustede, og gang på gang kunne man rette miljøchefen, når han henviste til paragraf dit eller dat. Den gode mand fra kommunen blev pillet ned, ja, man kan sige, at han blev jordet. Beslutningen fra borgermødet blev, at hele området skulle renses, og det skulle gøres grundigt. Direktøren for Ercopharm kunne intet huske, og sagde ikke en lyd under mødet. Først da han var temmelig chokeret hørte udfaldet, sagde han: “Hvis alt det skal gøres, så ytter jeg fabrikken til Finland”.
Og det gjorde han!
Det tog tre år at rense grunden. En masse jord skulle ernes og tusinder og atter tusinder liter grundvand skulle pumpes væk. Man pumpede og pumpede i årevis, og på et tidspunkt blev man bange for, at husene i Skovly skulle synke og falde sammen, fordi grundvandet var væk. Kommunen målte og ingen huse var i risikozonen. Heldigvis.
En lille e erskri til denne dramatiske situation kom da både borgmester og miljøchef forlod deres poster et år e er sagen.

HF Skovly – 4. afsnit: 1975-76: 3 historier
I 1975 var der ballade på generalforsamlingen i Skovly. Emnet for kloakering. Der var tilhængere og modstandere og bølgerne gik virkelig højt, men det sluttede med, at man vedtog at kloakere. Bestyrelsen indhentede tilbud fra kommunen. De kunne gøre det for en fast pris på 300.000 kr. Mange penge. Et an- det rma tilbød at gøre det billigere, men der var ikke garanti for uforudsete udgi er. Bestyrelsen valgte kommunens faste tilbud, og det viste sig at være virkelig klogt. Det kom til at koste 750.000 kr., men kom- munens tilbud var jo fast, så Skovly slap med de 300.000.
I e eråret 1976 begyndte de arbejdet, som kom til at vare frem til foråret. Men sikken tid. Alle veje blev gravet op og jorden stablet i høje bunker, så man gik på jordvolde, der var i højde med de 1.80 meter høje hække. Det kostede nogle hække. Det gik ikke uden drama. På hjørnet af Kirsebærvej og Hasselvej lige overfor Æblevej viste det sig, at der skulle graves ned i 7 meters dybde for at få det rigtige fald på kloak- ken. Gang på gang skred jorden, og det toppede da kommunens gummiged faldt ned i hullet. Syv meter ned. Det kostede tid og kræ er at få den halet i land.
Alt endte lykkeligt. Ikke alene kunne man under stor bevågenhed trække i snoren i maj måned, men der var også blevet lagt rør til vand, så nu var der helårsvand i Skovly i stedet for det over adevand, man hidtil havde ha .
De 300.000kr. lånte man hos kommunen til 2% i rente og tilbagebetaling over 20 år, så alle kunne være med. Tre grunde k dispensation for tilslutning, beboerne forklarede, at de boede i nærheden, så de gik hjem, når de skulle tisse. Der kom klausul på for de tre. Ved salg af grunden SKULLE den tilsluttes kloak- ering. De tre hjemme-tissere sparede lidt penge undervejs, men det blev dyrere for de nye ejere, da de skulle tilsluttes senere. I dag er alle grunde tilsluttet kloaksystemet og gudskelov for det. Toiletbygningen – de tre ‘dasser’ – blev pillet ned og natmanden fyret. I stedet indrettede man telefonhus og redskabsskur i det hus, man byggede på grunden. I vore mobildage er der ikke telefon i huset mere, og nu bruges huset til opbevaring af vores festtelte og foreningens haveredskaber.
I de 35 år kloakeringen har fungeret, har det være upåklageligt, så tak til jer, der var med i beslutningen. Lige nu i e eråret 2011 er der opstået en mindre problem e er installation af nye vandmålere. A ap- ningshanen sidder forkert, fordi de nye målere er udstyret med tilbageløbsventil. Mon vi kan være lige så dygtige til at løse det lille problem, som de var i 1975?

HF Skovly – 5. afsnit: Originalerne
E er sigende er vi allesammen originaler, og Skovly har da heller ikke manglet originaler gennem tiderne.
Verner husker tydeligt hr. og fru Müller, der kom fra Berlin. De var de første, der bød familien Olsen velkommen. På generalforsamlingen var fru Müller betaget af det nytilkomne ægtepar. “Se far, sagde fruen, hr. Olsen er “sjalant”, han trækker stolen ud for fru Olsen”, og far var hurtig med replik: “Er jeg mon ikke “sjalant”, har jeg ikke vasket dig på ryggen i morges?”
Hr. Müller blev kaldt “bjergkøreren”, for han dyttede i hornet tre gange, hver gang han rundede et sving. En morgen glemte han både sving og dyt og havnede inde i Holagers have, hvor de sad ved morgenka en. Hr. Müller steg ud og sagde: “Undskyld jeg glemte at dreje”.
En anden original var “rummanden”, som hed René. Han var nabo til fru Munkholm, og en a en , hvor hun havde set en uhyggelig lm med væsener fra en anden planet, der erobrede verden, gik hun ud for at køle nerverne lidt ned. Så kom det virkelige gys. På nabogrunden gik en rummand med hjelm og anten- ner strittende op mod himlen. Det var René, som faktisk var en slags rummand.
Han var vild med ufo’er. Han var dog også interesseret i haven, og han klippede sin hæk i de sirligste bølger, hvor alle dale og bakker var pertentlig lige høje. Med sans for at udnytte havens planter dyrkede han skvalderkål, som han kogte til suppe og andre dejlige retter, der blev spist med stor fornøjelse.
Så var der fru Løfgreen, hun var pensioneret sømand, og en dame med temperament. Hun boede på Kirsebærvej 13, og her havde foreningen af hensyn til sikkerheden sat et pigtrådshegn op i hendes ba- ghave ind mod industrigrunden. Det passede ikke sømanden, så som tak for sangen hun sendte et stykke pigtråd med julekortet til kolonihaveforbundet. En anden gang, hvor der var noget, som heller ikke pas- sede fruen, åbnede hun alle vinduerne i huset og skruede radioen op på fuld knald, og så tog hun ellers sin bil og drønede af sted. Så ka’ de lære det!
Foreningens første kasserer hed Carl Petersen, han var en respekteret mand, der var vicevært i Skolepark- en. I 1972 døde han pludseligt, og Bent Holager blev konstitueret som kasserer. Han a alte med revisor- erne som var hr. Volther og Verner, at de sammen skulle bruge en weekend til at gennemgå regnskaberne. Op til weekenden kom fru Petersen med kassebeholdningen i en skotøjsæske, hvor der lå nogle en-og tokroner. Man forsøgte at rette op på sagen, men e er timers arbejde, hvor hr. Volther, der var profes- sionel revisor, var ved at gå i spåner, besluttede man at starte på en frisk.
På næste generalforsamling blev Bent Holager valgt som kasserer, og det var han så i 35 år. Holdager formåede at forvandle den mildest talt skrantende pengesituation til en stabil og god økonomi med over- skud og obligationsbeholdning, sådan som vi kender det i dag. Uden Holdager havde tingene i Skovly set anderledes ud, og det skylder vi ham ærlig talt tak for.
Gennem årene har generalforsamlingerne været alt andet end kedelige. Med så mange personligheder måtte der komme diskussioner. For 30 år siden var kun en lille del af vejene i Skovly asfalterede – fra bak- ken på Hasselvej til parkeringspladsen, fordi bakken var så stejl, at gruset sejlede ned, når det var regn- vejr. De øvrige veje var grusveje, og om sommeren i de tørre perioder kunne beboerne særligt haverne ud til hjørnerne, ikke se sig selv for sandstorm. Det var de godt trætte af, så på en generalforsamling foreslog man, at alle vejene skulle asfalteres. Nej, sandelig ikke, mente de, der boede ud til den asfalterede del,
“det er så hyggeligt med grusveje”. Så kom modforslaget fra bestyrelsen promte: “Når det er så hyggeligt med grusveje, hvorfor så ikke bryde asfalten op, så der er grusveje over det hele? Så blev det vedtaget at asfaltere alle veje.
Gennem de første år var det en frivillig sag at deltage i fællesarbejdet. Holdet var også den gang på 13-14 mennesker, problemet var kun, at de var de samme 14 hver gang. Det gik nogenlunde, indtil en beboer en dag kørte forbi det arbejdende folk og rullede vinduet ned og sagde: “I mangler at luge et stykke derovre”. Så blev det besluttet at fordele fællesarbejdet e er samme system, som vi har nu.
Et tilbagevendende emne på generalforsamlingerne var legende børn på vejene og biler, der kørte for hur- tigt. Hvad gør vi ved det? Et udvalg arbejdede eet år med emnet “bump” uden at komme til noget resultat. Så overlod man sagen til bestyrelsen, og så kom der spejle, hajtænder og bump. Men så kom ‘udfordring- erne’. Klokken syv morgen ringede Verners telefon for første gang, en rasende mand fortalte, at han ikke kunne komme over bumpene på cykel, fordi varerne i cykelkurven drattede ud. Et forslag om at trække cyklen blev pure afvist. Sådan fortsatte opringningerne til formanden. En bilist fortalte, at han ikke kunne komme over bumpene, fordi bilens bund skrabede på. Bumpene havde kostet 7.000 kroner, og så beslut- tede man at fræse tre centimer af. Det kostede 6.000 kr.
Så var den ged barberet.

HF Skovly – 6. afsnit: Hr. Mathiesens kamp!
På en generalforsamling i 1975 blev der rejst et krav fra et medlem af foreningen om ændring af para- gra erne. Hr. Mathiesen ville ikke nøjes med at have brugsret, han ville være ejer! Han mente, at alle måtte være interesserede i dette, da værdien af den enkeltes parcel ville stige i værdi ved denne ændring. Bestyrelsen henvendte sig så til Kolonihaveforbundet, for at få deres syn på sagen. De mente helt klart, at vi skulle beholde den nuværende formulering, hvor det er foreningen og ikke det enkelte medlem, der står på skøde. Det giver nemlig fordele ved ejendomsvurderingen, som er baseret på, at en haveforening beskattes som et rekreativt område på linje med fodboldbaner og parker. Godt råd, for hvis hver enkelt medlem havde fået ejendomsret, ville det have givet en astronomisk stigning i grundskyld, så meget at mange ikke ville have ha råd til at beholde deres lille paradis.
Det var imidlertid ikke acceptabelt for hr. Mathiesen, han krævede sin ret – ejendomsret – og truede med at lægge sag an mod foreningen med krav om tinglyst ejendomsret på sin parcel. Og det gjorde han. Det blev til en lang og besværlig sag for bestyrelsen, og der eksisterer stadig et ringbind med over 100 sider om sagen. Sagen strakte sig over 5 år og kostede hvert foreningsmedlem 1000 kroner. Folk var godt sure.
Hr. Mathiesen var ikke tabt bag en vogn, han hyrede den tidligere borgmester Gotfredsen til at føre sin sag. Kolonihaveforbundet stillede med den yngste advokat, der aldrig tidligere havde ført en sag, og resul- tatet var jo næsten givet. Hr. Mathiesen vandt sagen og foreningen indgik et forlig, så Hr. Mathiesen k sin tinglyste ejendomsret.
Flere ar e er dette slag k foreningen en henvendelse fra Jordlovsudvalget. Tinglysningen var ulovlig, og bestyrelsen skulle garantere, at den blev ophævet ved salg af parcellen, hvis dette ikke skete ville besty- relsen blive idømt dagbøder!
Flere andre medlemmer ville egentlig også gerne have ha en tinglysning med ejendomsret men opgav frivilligt. Fru Mathiesen, der overlevede sin mand, måtte også også opgive kampen og i dag er er ingen der har ejendomsret til deres lille jordstykke i Skovly. Det betyder så også, at man ikke kan låne i jorden – kun i huset, og det batter i de este tilfælde ikke ret meget. Dette har måske betydning ved salg i dag, hvor bankerne ikke vil låne uden sikkerhed, så købere skal op med alle pengene.

HF Skovly – 7. afsnit: Goddag og farvel!
Da Skovly “blev født” i 1954 var det helt naturligt, at man meldte sig ind i Kolonihaveforbundet. Det var der ere fordele ved. Forbundet garanterede for lånet på 78.000 kr til køb af grunden. Men ingen fordele uden forpligtelser, så man skulle være medlem af forbundet indtil lånet var tilbagebetalt. Andre havefore- ninger havde måttet acceptere krav om livsvarigt medlemsskab. Det slap Skovly for.
I vores forening vedtog vi, at der skulle være frihed ved køb og salg, så det enkelte medlem selv kunne bestemme salgsprisen. Det brød Kolonihaveforbundet sig slet ikke om. De havde nogle restriktive regler for køb og salg og krævede, at Skovly vedtog disse regler på førstkommende generalforsamling. De regler faldt ikke i vores smag, og de blev aldrig vedtaget af Skovly. Et par år senere k vi et brev fra Kolonihave- forbundets advokat med besked om at vedtage og følge de nye regler. Han erkendte dog i brevet, at vi ikke var forpligtede til at følge reglerne, da disse aldrig var blevet vedtaget på generalforsamlingen. Dette brev blev senere meget berømt under navnet “Skovlybrevet” (prøv selv at google det). Det blev anvendt som bilag i retsager helt op til højesteret.
Det blev e erhånden klart, at Kolonihaveforbundet var i gang med at stramme op på reglerne på mange områder foruden købs-og-salgspriser. De krævede også, at alle forslag til Skovlys generalforsamling skulle forelægges forbundet, og iøvrigt ville de have møde-og taleret ved Skovlys generalforsamling! Det blev lidt for meget Østtyskland for Skovlys frihedselskende medlemmer. Dertil kom at mange havde købt deres have i fri handel, og de ville lide store tab, hvis de skulle sælge til de priser som forbundet fastsatte.
Bestyrelsen indkaldte så til ekstraordinær generalforsamling med eet punkt på dagsordenen: Udmelding af Kolonihaveforbundet.
Det var vinter og derfor udenfor sæsonen men 95% af medlemmerne mødte op. Det var en glasklar beslutning. Alle undtagen een stemte for udmeldelsen. Kolonihaveforbundet var inviteret, men vi hørte intet fra dem, og de mødte heller ikke op. Forbundet måtte acceptere vores udmeldelse, og som de første banede vi vejen for andre, der senere ville ud. Verner var senere konsulent for andre haveforeninger, der ville udmeldes. Denne beslutning har været til god nytte for Skovlys medlemmer, der selv kan bestemme prisen, når de skal sælges deres parcel. Så stor tak til den bestyrelse der knoklede i døgndri og holdt fast i udmeldelsen.

HF Skovly – 8. afsnit: Fest skal der til.
En af fordelene ved vores haveforening er, at den er så lille, at næsten alle kender hinanden. Det betyder også, at det tager lang tid at gå ned med a aldsposen, for man møder som regel nogen, som man skal snakke med.
Igennem de næsten 50 år Tove og Verner har boet i Skovly er ‘Skovly-børnene’ kommet på besøg. De
ved godt, at der vanker eet bolsje om dagen, de ved også, at de ikke skal komme mellem 13 og 14, for der sover Verner til middag. Det allerbedste er nok, at de store, som er vokset fra bolsjerne, kommer forbi for at få en sludder. Sidste år kom en ot ung mand ind i haven og sagde: Jeg synes lige I skal se min kæreste. Det var en af de tidligere ‘bolsjedrenge’.
Fester hører sig til i Skovly. De første 25 år var generalforsamlingen en tør omgang med en gang ka e. Så havde vi 25 års jubilæum, og det blev fejret med øl og smørrebrød – dog ingen dans! Det blev foreslået, at det blev en tradition, altså smørrebrødet, og sådan blev det.
Der er 3 markante fester, som skal nævnes. 40 års fødselsdag i 1994 var en fest, der begyndte med gen- eralforsamling, som gik kvikt over gulvet, for der skulle festes. I pausen e er generalforsamlingen un- derholdt fru ygesen på klaveret, mens bestyrelsen omdannede den kedelige sal til et festlokale med bøgegrene, ag og smukke borddekorationer, som Kaj og Torben havde kreeret. Så festede man igennem til klokken 23, hvor sidste medlem forlod festen. Det var fru ‘Oste-Hansen’, der var oppe i rserne.
Fem år senere holdt vi ekstraordinær jubilæumsfest og så stort på, at 45 år ikke er et rundt tal, fordi vi vidste, at der var en del af medlemmerne, som måske ikke ville være her til 50 årsdagen. Det viste sig at være en klog beslutning, for i løbet af de næste fem år havde næsten halvdelen af haverne fået nye ejere.
Sidste store fest i 2004 var 50 års jubilæet, og nu var der kommet nye boller på suppen med de mange unge haveejere. Det blev en fest af dimensioner. En sommersøndag i august, hvor vejret var helt vidun- derligt startede vi klokken 10 om formiddagen og sluttede klokken tre om natten. To telte var rejst på parkeringspladsen – et til børnene og et til de voksne og mellem dem et stort dansegulv. Det var Peter, der som regissør stod for det otte sceneri. Der var underholdning for børnene i seks forskellige haver, og un- gerne kvitterede om e ermiddagen med en cirkusforestilling, som Klaus var direktør for. Det var en fest, der går frasagn om, alle havde det vidunderligt og spiste, dansede og sang til den lyse morgen.
Der festes stadig e er alle generalforsamlinger i Skovly, for de yngre medlemmer holder fanen højt og synes, at fester kan man ikke få for mange af. I de 56 år, der er gået, har Skovly ændret udseende. Haverne er blevet smukkere og smukkere i deres frodighed, og mange af husene har fået forbedringer. Med nu- tidens krav til komfort har de este indrettet sig, så de kan være heroppe en vinterdag uden at fryse. Så er der kommet helt nybyggede huse til, og de ser o e anderledes ud, og det skal der også være plads til, så længe beboerne retter sig e er haveforeningens regler og er med i det positive fællesskab. Udvikling hed- der det vist, og ingen af os ønsker os vel tilbage til petroleumslamper, das og over adevand.
Vi kan kun håbe på og arbejde for, at Skovly beholder sin paradisiske stemning, hvor vi er sammen om at skabe et dejligt miljø, hvor alle får plads og hjælpsomhed og rummelighed er kendetegnene for vores lille sted. De næste 50 år skulle gerne blive lige så gode som de forrige, synes vi.